Civile vagter
Civile vagter benyttes til diskrete opgaver hvor omgivelserne ikke skal være informeret om at I bruger et vagtselskab.

Vagten er velsoigneret og pænt klædt i helt almindeligt tøj, som ikke bærer nogle former for tryk. Vagten er uddannet i konflikthåndtering og fysisk selvforsvar, men optræder hele tiden roligt, velovervejet og diskret.

Vagten vil kun træde i karakter hvis situationen kræver det.

Anonymiserede sagseksempler:

Civile vagter i IT firma
Et stort IT firma der skulle afskedige en programmør hyrede et beredskab bestående af en psykolog og en civil vagt fra Dansk Sikkerhedsvagt. Psykologen og vagten var til stede i et lokale ved siden af HR chefens kontor, imens opsigelsessamtalen stod på.

Civile vagter på psykiatrisk botilbud
Et døgnbemandet socialpsykiatrisk botilbud på Fyn havde ikke mandskab nok til at føre konstant opsyn med en bestemt borger der både havde været til fare for sig selv og andre, samt havde udført omfattende hærværk på stedet. Dansk Sikkerhedsvagt blev derfor hyret ind til at stå for dette opsyn hele døgnet. Det var kun personalet der var informeret om at vi kom fra et vagtselskab.

Civile vagter på botilbuddet
Et døgnbemandet botilbud i Jylland havde hyret vagter til døgnovervågning/skærmning af en ung mand med en sent erhvervet hjerneskade, fordi han havde været udadreagerende og truende overfor personalet og til tider var meget svær at håndtere.
Det vagtselskab som stod for sikkerheden på stedet valgte i en periode at hyre os som underleverandør til at supplere hullerne i deres vagtplan. Opgaven blev løst i døgndrift uden afbrydelser igennem en længere periode.

Civile vagter på uddannelsesstedet
Et uddannelsessted i Nordsjælland var blevet truet af en elev som ikke havde bestået sin eksamen. Personalet havde følt sig utryg og valgte i en periode at have to civile vagter på stedet. Der blev på opgaven taget hensyn til, at eleverne ikke måtte være vidende om at der var et vagtselskab til stede på skolen.

Civil vagt på plejehjemmet
Et plejehjem havde oplevet en kedelig episode hvor pårørende til en dement beboer havde optrådt truende overfor personalet. Man forbød herefter nogle af de pårørende adgang til plejehjemmet. I den forbindelse valgte plejehjemmet at hyre en civil vagt til at bortvise de pårørende såfremt de gav fremmøde på stedet. Vagten fik ros af ledelsen for sin måde at håndtere situationen og sin omgang med plejehjemmets demente beboere.

Civil vagt til stede ved bortvisning af medarbejder
Et plejehjem i København benyttede to civile vagter i forbindelse med bortvisningen af en medarbejder.
Vagterne var til stede på kontoret under opsigelsen af medarbejderen, da centerledelsen frygtede at medarbejderen ville blive truende eller ubehagelig.
Opsigelsen foregik stille og roligt, medarbejderen afleverede sine nøgler og arbejdstelefon og blev herefter fulgt ud af vagterne. Vagterne var herefter til stede i nogle dage, da man frygtede at medarbejderen ville vende tilbage. Der blev på opgaven taget hensyn til at den øvrige medarbejderstab ikke måtte få kendskab til at der var vagter til stede på plejehjemmet.

Civile vagter til stede på skole for psykisk sårbare unge
En skole for unge med diagnoser hyrede igennem tre uger to civile vagter, da de havde været udsat for en episode som havde været svær at håndtere. En ung mand med en narcissistisk personlighedsforstyrrelse var pludselig gået amok, og havde taget kvælertag på forstanderen og sparket en lærer i ryggen samt truet dem begge med en kniv. Politiet var ankommet til stedet og havde foretaget anholdelse af eleven med trukne pistoler, men havde efter nogle timer løsladt eleven igen. Skolens ledelse valgte herefter at hyre to civile vagter, så personalet kunne føle sig trygge og havde lyst til at møde på arbejde igen. Vagternes tilstedeværelse var hemmelig, og de indgik under dække som pædagogisk personale på stedet. Vagterne fik stor ros af medarbejderne for deres pædagogiske evner overfor stedets elever.

Civil vagt skulle følge sportsstjernens kone
En professionel sportsstjerne havde modtaget en telefonisk trussel og var desuden blevet opsøgt i sit hjem af en person der havde tildelt ham en lussing. Han valgte efterfølgende at lade sin kone beskytte af en civil vagt imens han selv deltog i VM. Der blev på opgaven taget hensyn til at pressen ikke måtte få kendskab til vagtens tilstedeværelse.

Civil vagt skulle følge kendt sangers børnebørn
En kendt dansk sanger valgte at hyre Dansk Sikkerhedsvagt da hendes datter netop var flyttet fra sin kæreste, som dagen før havde optrådt truende overfor hende imens deres fælles børn var til stede. Han havde varslet at han ville komme igen næste dag og fortsætte med at genere dem. Dansk Sikkerhedsvagt blev derfor hyret til at håndtere situationen uden at børnebørnene eller pressen måtte få kendskab til vagtens tilstedeværelse.

Civil vagt med på guldtransport
Et dansk firma der foretog en international guldtransport med guld købt i Degussa ønskede en diskret livvagt under transporten som ikke måtte vække opsigt, da man var bange for røveri.

Civil vagt på plejehjemmet
Et kommunalt plejehjem i Nordsjælland havde fået en ny dement borger som blev aggressiv og udadreagerende da han ikke ville bo på plejehjemmet men ville hjem til sin kone. Borgeren havde slået en medarbejder i ansigtet med knyttet hånd og havde efterfølgende jagtet flere medarbejdere der måtte barrikadere sig på en anden afdeling. Civile sikkerhedsvagter blev hyret ind til at løse opgaven og opretholde personalets sikkerhed og tryghed på afdelingen. Opgaven varede i 2 år, da borgeren under hele opholdet blev ved med at være truende og udadreagerende overfor personale og øvrige beboere. De civile sikkerhedsvagter sørgede under hele forløbet for, at ingen kom til skade og at borgeren blev fulgt tilbage til sin egen bolig når hans adfærd på fællesarealerne var konfliktskabende.

Civile vagter på bostedet
Et kommunalt bosted på Sjælland havde fået en ung borger til udredning som ved flere lejligheder havde opført sig aggressivt, dominerende og truende overfor personalet. To civile sikkerhedsvagter var til stede på bostedet i døgndrift og sørgede for, at følge borgeren tilbage til egen bolig når borgerens adfærd på fællesarealerne var konfliktskabende. Opgaven ophørte efter en længere periode da politiet ankom og varetægtsfængslede borgeren for trusler med kniv overfor vagtpersonalet.

Civil HR-vagt til stede under opsigelsessamtale
En institution i Nordsjælland havde hyret en civil sikkerhedsvagt til en opsigelsessamtale hvor en pædagog skulle opsiges for upassende. dominerende og aggressiv adfærd overfor de andre medarbejdere. Der blev på opgaven taget hensyn til at pædagogen ikke måtte vide at der var civilt vagtpersonale til stede.

Civile vagter passede selvmords-akuttelefon
Et botilbud som havde en borger boende med selvmordstanker hyrede civile sikkerhedsvagter fra Dansk Sikkerhedsvagt til, at bemande en akuttelefon som borgeren kunne ringe på 24 timer i døgnet hvis borgeren fik selvmordstanker og ikke kunne få fat i sin kontaktperson. Vores civile sikkerhedsvagter arbejdede under supervision fra en psykiater og en psykolog så de kunne reagere korrekt når borgeren ringede. Borgeren kunne også tilkalde vores civile sikkerhedsvagter hvis han følte sig ensom eller utryg og det lykkedes vores sikkerhedsvagter at opbygge en god og tæt relation til borgeren så borgeren følte sig tryg under hele forløbet. Der blev under opgaveløsningen taget hensyn til at borgeren ikke måtte få kendskab til, at mandskabet var fra Dansk Sikkerhedsvagt.


DØGNÅBENT KUNDECENTER: 24 20 11 01 | INFO@DANSK-SIKKERHEDSVAGT.DK