Personalevisitation og udgangskontrol
Som et led i at nedbringe virksomhedens svind kan I bestille visitation af virksomhedens personale
ved arbejdstids ophør. Vagterne stiller sig et sted nær personaleudgangen, og giver sig til kende
når medarbejderne forlader virksomheden. Vagterne vil høfligt hilse på personalet og meddele at dette
er en udgangskontrol og bede om at få fremvist indholdet af tasker, mapper, poser med mere.

Det skal på forhånd være skrevet ind i personalets ansættelseskontrakter eller i sikkerhedshåndbogen,
at visitationer kan forekomme - eller varsles senest 6 uger i forvejen. Medarbejdere kan nægte at lade
sig visitere, og virksomheden kan herefter lovligt bortvise den pågældende medarbejder.

Hvis vagterne finder effekter som tilhører virksomheden vil disse blive beslaglagt og afleveret til
ledelsen senest næste dag, med mindre medarbejderen kan fremvise en kvittering til vagtpersonalet.
Det er alene op til virksomhedens ledelse om tyverier skal politianmeldes eller ej.

Efter endt visitation vil ledelsen modtage en rapport over hvilke medarbejdere der er blevet visiteret
samt tidspunkt og bemærkninger herfor.

Formålet med personalevisitation er at nedbringe virksomhedens svind, samt at sende et signal til
medarbejderne om at de i princippet kan blive visiteret når som helst og når de mindst venter det,
da personalevisitationer altid foretages på uvarslede dage.

Vagterne er klædt i en tydelig uniform og har gennemgået intern uddannelse i visitation samt
konfliktnedtrappende adfærd.

Hvad siger HK om personalevisitation ?
Hvis din arbejdsgiver undersøger din taske, cykelkurv, bagagerum eller lignende, ligger det under
begrebet ransagning eller visitation. Det kan være lovligt for en arbejdsgiver at indføre rutinemæssige
ransagninger eller visitationer, hvis det har et sagligt formål, fx at afsløre tyveri.

Du har ret til at blive orienteret inden en visitation eller ransagning som kontrolforanstaltning.

Du bør sige ja til ransagning og visitation, når det er en kontrolforanstaltning. Det må dog ikke foregå på en krænkende måde.

Det siger reglerne om ransagning og visitation:
• Arbejdsretten har i flere sager afgjort, at det er lovligt for en arbejdsgiver at indføre rutinemæssige
ransagninger/visitationer, hvis det har et sagligt formål, fx at afsløre tyveri.

• Arbejdsgiveren må dog ikke forfølge bestemte medarbejdere og skal sørge for, at ransagningerne foretages
som tilfældige stikprøvekontroller, og at alle medarbejdere udsættes for det på lige fod.

• Som medarbejder skal du altid spørges om lov, inden ransagningen/visitationen foregår. Fx inden din taske
eller dit medarbejderskab bliver tjekket.

• Hvis ransagningen/visitationen er lovlig, og du modsiger dig den, kan arbejdsgiveren tilkalde politiet, og
det kan få konsekvenser for din ansættelse.

• Omvendt kan du også som medarbejder anmelde det til politiet som en overtrædelse af straffeloven, hvis en
arbejdsgiver gennemfører en visitation mod din vilje.

• Stikprøvekontroller må ikke krænke nogen og skal foregå sagligt og rimeligt. Fx kan det være rimeligt at
undersøge din taske, inden du forlader din arbejdsplads, men det vil være ude af proportioner at følge efter dig ud på
p-pladsen og ransage dit bagagerum eller tjekke din cykelkurv. Også, selv om du har givet mundtligt eller skriftligt samtykke til det.

Kilde: https://www.hk.dk/raadogstoette/arbejdsmiljoe/fysisk-arbejdsmiljoe/overvaagning

Kontakt os:
Tlf. 32 10 50 10
Mail: info@dansk-sikkerhedsvagt.dk