I henhold til retsplejelovens § 755, stk. 2, kan vagter foretage anholdelse, hvis de på fersk gerning træffer nogen under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale. Det drejer sig om næsten alle paragraffer i straffeloven, herunder tyveri, vold og hærværk.
Selvom § 755 giver ret til anholdelse, reguleres selve udførelsen af straffelovens § 13 om nødværge. Hvis der under anholdelsen anvendes magt, skal magtanvendelsen være nødvendig for at gennemføre anholdelsen eller for at forsvare sig selv eller andre. Vagter skal handle ud fra et proportionalitetsprincip, hvilket betyder, at de ikke må anvende mere magt, end hvad der er nødvendigt for at fastholde personen. Den anvendte magt skal også stå i rimeligt forhold til forbrydelsens karakter.
Vagter må ikke foretage administrativ frihedsberøvelse – det, der i daglig tale kaldes en tilbageholdelse. Når vagter anholder borgere, sker det udelukkende med henblik på at sikre vedkommendes tilstedeværelse, indtil personen kan overdrages til politiet.
Retsplejelovens § 758, stk. 1, danner grundlag for, hvordan politiet og vagter skal optræde under en anholdelse. Heri fastslås det såkaldte skånsomhedsprincip, der betyder, at magtanvendelse aldrig er et mål i sig selv, men kun et middel. Hvis en anholdelse kan gennemføres ved at sige til personen, at vedkommende ikke må forlade området, må der ikke anvendes fysisk magt. Hvis det er tilstrækkeligt at holde fast i borgerens arm, må der ikke anvendes yderligere magt.
Skånsomheden afhænger dog af modpartens adfærd. Hvis borgeren gør modstand, slår ud efter vagten eller forsøger at flygte, tillader omstændighederne ikke længere en blid anholdelse. Her må magtanvendelsen optrappes (jf. straffelovens § 13 om nødværge), indtil situationen er under kontrol. Så snart kontrollen er opnået, skal magtanvendelsen dog igen reduceres til det mest skånsomme niveau.
Den private ejendomsret, der er sikret i Grundlovens § 73, danner grundlag for de beføjelser, en vagt har på privat område. Når en vagt er på arbejde, fungerer vedkommende som ejerens repræsentant, fordi ejeren har udliciteret sin domicilret og ejerbeføjelser til vagtfirmaet via en juridisk kontrakt. Det betyder, at vagter på privat område har beføjelse til at administrere adgangen og opholdet til og på området.
I kraft af ejendomsretten kan vagter suverænt bestemme, hvem der må få adgang til matriklen og hvilke regler der gælder på området, uden at der behøver at foreligge en konkret mistanke om kriminalitet. Vagter kan derfor til enhver tid bortvise personer, der ikke overholder stedets ordensregler eller som ejeren eller vagterne ikke længere ønsker på området.
Hvis en person nægter at efterkomme en bortvisning, ændrer situationen karakter fra en civilretlig uoverensstemmelse til en strafbar handling i form af husfredskrænkelse, jf. straffelovens § 264. Når personen nægter at forlade det private område, efter at have fået besked herom, foreligger der en overtrædelse på fersk gerning. Det giver vagten ret til at foretage en civil anholdelse efter retsplejelovens regler for at beskytte ejerens ejendomsret.
