Frem til midten af 1980’erne eksisterede der ikke en specifik lovgivning for den private vagtbranche. Dette betød, at hverken Justitsministeriet eller Politiet kunne fastsætte nærmere regler for branchen. Enhver kunne eje et vagtfirma uden først at skulle autoriseres hos Politiet, som det er tilfældet i dag. Desuden kunne vagtfirmaerne ansætte, hvem de ville, som vagter. I dag skal vagter først uddannes og sikkerhedsgodkendes via Rigspolitiet, før de kan blive ansat. På daværende tidspunkt havde vagter hverken relevant uddannelse eller en sikkerhedsgodkendelse, og vagtfirmaerne kunne udforme deres uniformer, som de ønskede. Det var desuden på dette tidspunkt almindelig praksis, at private vagter fra ISS Securitas, som i dag hedder G4S, bar politistave, som de fik udleveret af Politiet som en del af deres faste udrustning. Dette var en administrativ dispensation, ikke en lovfæstet ret, og det gjaldt kun for firmaet ISS Securitas i visse politikredse. Andre vagtfirmaer havde ikke automatisk denne mulighed, men kunne potentielt søge lignende tilladelser.
Justitsminister Erik Ninn-Hansen nedsatte i 1985 et udvalg, der udarbejdede Betænkning nr. 1048: Vagtvirksomhed. Udvalget anbefalede en autorisationsordning og en vagtuddannelse for at sikre forsvarlig udøvelse af vagtvirksomhed, herunder krav til ejere, vagter og udstyr. Lov om vagtvirksomhed blev startskuddet til en gennemgribende professionalisering af vagtbranchen i Danmark, hvor vagtfirmaers ejere og ansatte skulle sikkerhedsgodkendes af Politiet og der skulle fastsættes regler for uniformering, så offentligheden aldrig var i tvivl om forskellen på en privat vagt og en polititjenestemand. Udvalget anbefalede desuden, at det særlige samarbejde mellem Politiet og ISS Securitas, såsom den praktiske opbevaring af nøgletasker og udlevering af politistave til vagterne på politistationer, skulle ophæves med virkning fra den 1. oktober 1982 for at undgå enhver form for særbehandling af enkelte aktører.
”En lovgivning på området bør indeholde en nærmere angivelse af betingelserne for meddelelse og fratagelse af autorisationer og godkendelser. I øvrigt bør der fastsættes regler for vagtvirksomhedens udøvelse, herunder for så vidt angår personalets uddannelse, uniformering, udrustning og brug af hunde m.v.”"Udvalget finder herefter ikke at der er grundlag for at give vagtvirksomhedernes personale tilladelse til at bære stav eller andet våben i forbindelse med udøvelsen af vagtvirksomhed. Der er ikke fremlagt oplysninger, der tyder på, at der er et reelt behov herfor, og vagtorganisationerne har selv tilkendegivet, at de ikke ønsker en sådan bevæbning. En tilladelse til at bære stav vil kunne medføre en uheldig grænseflytning af opgavefordelingen mellem politiet og de private vagtfirmaer. Vagternes sikkerhed bør i stedet sikres gennem andre midler, herunder bedre uddannelse, brug af radio til tilkald af hjælp og eventuelt anvendelse af hunde til sensorisk formål."
Et andet centralt punkt i betænkningen drejede sig om de store ressourcer, Politiet spildte på fejlalarmer fra tyverialarmer. På daværende tidspunkt modtog Politiet alarmer direkte fra tyverialarmeringsanlæg i både private hjem og virksomheder. Da op mod 95 % af disse alarmer viste sig at være fejlalarmer, foreslog udvalget, at alarmerne i stedet skulle håndteres af private kontrolcentraler og vagtselskaber. Dette skulle aflaste Politiet for en unødvendig byrde og dermed frigøre væsentlige ressourcer.
"For at begrænse antallet af de mange fejlalarmeringer af politiet foreslår udvalget bl.a., at alarmer fra alarmeringsanlæg ikke må indføres direkte til politiet, men kun videregives til dette af personalet i en godkendt alarmcentral.""Det kriminalpræventive Råd skønner således, at et sådant krav vil betyde, at ca. 80 pct. af alarmsignalerne til alarmcentralen ikke vil blive videregivet til politiet, idet de vil blive siet fra af alarmcentralen som fejlalarmeringer."
Vagternes ret til at bære slagvåben blev i denne periode genstand for politisk opmærksomhed. Årsagen var en tragisk hændelse i maj 1981, hvor den 25-årige Palle Jensen omkom efter at være blevet ramt af en politistav under en anholdelse foretaget af Københavns Politi (Kilde: Ugeskrift for Retsvæsen, 1982.1009 Ø). Sagen udløste en omfattende debat om politistavens farlighed og dens potentielt dødelige konsekvenser. På baggrund af denne hændelse konkluderede lovgiverne, at hvis professionelt uddannede politifolk kunne forårsage dødsfald med en politistav, var risikoen ved at tillade private vagter at bære samme våben uacceptabelt høj. Det blev derfor besluttet at begrænse private vagters magtbeføjelser for at beskytte borgerne og sikre, at staten opretholdt sit voldsmonopol.
Sagen om Palle Jensen fra maj 1981 opstod, da Københavns Politi foretog en anholdelse, der eskalerede, og hvor en politibetjent tildelte den 25-årige Palle Jensen et slag i hovedet med en gummistav. Slaget var så kraftigt, at det medførte kraniebrud og hjerneblødning, hvilket resulterede i, at Palle Jensen efterfølgende afgik ved døden. Episoden medførte en omfattende debat i offentligheden om politiets brug af magtmidler, da det var i direkte modstrid med instrukserne at rette slag mod hovedet. Sagen førte til en opsigtsvækkende retssag i Landsretten, hvor den involverede betjent i 1982 blev idømt et års fængsel for vold med døden til følge. Hændelsen rejste alvorlig tvivl om sikkerheden ved brug af knipler og blev et centralt referencepunkt i diskussionen om både politiets træning og behovet for uafhængig kontrol med ordensmagten.
I forbindelse med udformningen af den nye vagtlov undersøgte udvalget både hos arbejdsgiverforeningen og fagforeningen på vagtområdet, om der var et reelt behov for at bære stav. Hertil udtalte de:
"Det er opfattelsen hos Rengørings- og Vagtselskabernes Arbejdsgiverforening, at en vægter skal kunne være bevæbnet med stav. Foreningen finder ikke, at den nævnte bevæbning af vagtfunktionærer på nogen måde kan skabe risiko for en utilsigtet grænseflytning af de opgaver, der efter deres karakter bør overlades til politiet."Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning (VSL), har oplyst, at: "organisationen finder, at hensynet til vægternes sikkerhed bør tilgodeses på anden vis end ved bevæbning med stav, f.eks. ved at de altid bærer radio, således at de til enhver tid kan komme i kontakt med vagtvirksomheden, kolleger eller politiet. Der er derfor ikke fra organisationens side noget ønske om, at vægterne bærer stav."
Med vedtagelsen af "Lov om vagtvirksomhed" den 22. maj 1986 (formelt Lov om vagtvirksomhed, lov nr. 388 af 4. juni 1986) fastslog Folketinget, at vagter ikke længere må bære våben eller politistave under tjenesteudøvelse. Dette skulle sikre, at borgerne ikke længere kunne forveksle politiets magtbeføjelser med de beføjelser, private vagter har.
Samtidig fik politiet nye beføjelser til at godkende vagtfirmaer, deres ansatte og de uniformer, der må anvendes. Formålet var at skabe klarhed for borgerne, så de nemt kunne skelne mellem vagter og politibetjente.
Selvom kriminalitet begået af vagter historisk set har været sjælden og primært begrænset til enkelte tilfælde af tyveri eller overtrædelser af våbenloven, indførte den nye lovgivning en øget myndighedskontrol og gennemsigtighed, der stadig præger branchen i dag.
Artikel info: Artiklen indeholder 4.186 anslag og 713 ord. Udgivelsesdato: 18.01.2026.
